Når Trangiaet bliver til et mangfoldigt "køkken".
Nogen gange er det sjovt bare at blive udfordret på hvad man egentlig kan lave på et stormkøkken som Trangiaet. Her bliver objektet også til et begreb, hvor trangiaets muligheder og begrænsninger bliver styrende for hvilke retter der kan tilberedes. Lidt populært kan man sige at stormkøkkenet bliver det man indenfor gastronomiens verden kalder "et køkken".
Afsnittet her er dedikeret til de lidt bedre, og måske også mere underholdende, kulinariske udfordringer man kan lave på et trangia. Måske på shelterturen, den lidt primitive cykeltur, eller bilferien mellem primitive campingpladser i Norge.
Siden indeholder tips, ideer og opskrifter fra vildmarksbassens liv med trangiaet. Starten på projektet kom i forbindelse med projekt 12x Trangia, hvor der skal laves et måltid med mindst 2 retter hver måned i et år.
På den måde kommer man også ud i naturen hen over hele året, samtidig med at man kan lege lidt med de utallige muligheder trangiaet og dets utallige accessories giver. Sidenhen er jeg dykket længere ned i arkivet, og har fundet endnu flere lækkerier.
Menuplan over
Le Cousine de Trangia - Køkkenet på Trangia maner
Herunder er en del af de mange lækre retter vi selv har lavet på trangia. Klik på linket og kom til opskriften.
Varme retter
Wilderness Xmas dinner - danish style
Supper
Morgenmad/Brunch/frokost
Kage/Dessert
Hvor meget udstyr kræver køkkenet.
Personligt har jeg flere forskellige køkken setup til mit trangia. Der er forskel på om jeg skal tilberede et måltid i fjeldet, den hurtige ret ude i skoven, eller det helt store trangia køkken der ligger lige på kanten af et gourmet måltid.
På fjeld og længere vandreture har jeg valgt brændertype hjemmefra. Der er altid en fast basispakning i trangiaet, med salt, peber, hvidløg og karry. Derudover ligger der et ekstra trangiahåndtag, pandespatel, piskeris, madpincet, og en lille tefal grydeske.
I panden ligger der altid en multiplade som kombineret med en kort køkken- eller lomme-kniv udgør et fint skærebræt. Min multiplade er lavet tilbage i 1990'erne, og altid haft det navn. I dag har trangia lavet sin egen grønne model i plast, med endnu bredere anvendelses muligheder end min egen.
En karklud ligger som mellemlæg mellem pande og køkken, og kan bruges til viskestykke eller si. Endelig er der hovedet af en opvaskebørste og lidt sæbe. Dertil kommer min termopose, som fungerer som høkasse, hvor maden kan koge færdig, mens næste gryde er over blusset. Den er nærmere beskrevet på min trangia side.
Se billederne af pakningen herunder.
Dette er så at sige altid mit basiskøkken, og det minimum trangiaet altid er pakket med når den venter på næste tur. Med det kan jeg klare en bred vifte af de udfordringer vandreturen stiller til mit køkken. Det kræver lidt opvask og kreativ brug af køkkenet undervejs, men man kommer altid i mål med et godt måltid.
Som oftest ligger mine trangiaer dog også pakket med en ekstra gryde fra et minitrangia (det passer ind i den lille tranigagryde), samt både sprit og gasbrænder. Dermed er der basis for at lave helt almindelig mad på den hurtige skovtur, eller korte vandretur.
Her er billeder af turkassens indhold.
På skovture og bilferie, hvor vægten betyder mindre end volumen, suppleres basissættet typisk med kartoffel-skræller, urtekniv, kokkekniv, et par fleksible skærebrædder, lidt ekstra røre og serveringsskeer, en si og et par foldeskåle. Herudover tager jeg specialgrej med, alt efter hvad maden forventes at kræve. .
Endelig har jeg opbygget en køkken-turkasse, som indeholder stort set alt der skal bruges til et rigtigt køkken. Den har til huse i en trækasse som let kan tages med i shelter og lignende. Kassen er samtidig den jeg plukker af, når der skal bruges ekstra grej til en specifik menu på en tur. På den måde slipper jeg for at tømme køkkenskufferne herhjemme.
Turkassen har ikke været specielt dyr at opbygge, da langt det meste af indholdet enten er tilbudsvarer (eksempelvis knivene) eller ting fundet på loppemarkeder. Essensen er at den er bygget op over tid. Det mest avancerede er vist at låget på kassen kan åbnes helt om, og med et lille støtteben bruges som bord. Noget af køkkengrejet er desuden pakket i hjemmesyede rullemapper, der let kan rulles ud og hænges op på en pind mellem et par træer.
Andre gode trangia opskrifter
Her er links til andre varme retter, når livet med trangia skal være bare lidt mere festlig. Retterne er ikke egnet til vandreture, og en del vil også kræve en form for kølekapacitet.
Er du til gengæld afsted på standlejr, i kano eller kajak, eller måske i bil - er det her du finder inspirationen til den gode aftensmad.
Denne side har en stribe lækre retter, og præsenterer på en god måde brugen af trangia på sine videoer.
En lille perle af opskrifter samlet af en vildmarking.
12 x Stormkøkken
Tag et spejdermærke for sjov - og lær dit trangia at kende.
Jeg har altid været fascineret af at lave mad på trangia. Det at have et komplet køkken ude i naturen, og kunne lave et måltid som lige så godt kunne være lavet i et køkken der hjemme - er da helt fantastisk.
Så da vi i min spejdergruppe blev enige om at tage udfordringen op omkring det at lave mad på et trangia hver måned gennem et år, dannede jeg makkerpar med yngsten for at tage udfordringen op.
Samtidig blev det så til startskuddet på denne underside. Den spøgte længe som en en afart af det såkaldte franske køkken - Cousine de France - og i forbindelse med mærket kom jeg omsider i gang med at dokumentere, og bygge denne side op i vildmarksbassens univers.
Her er kravet til mærket:
Reglerne for mærket er, at man skal lave mad på et stormkøkken (bedre kendt som Trangia - ikke på bål) en gang hver måned i tolv sammenhængende måneder, altså inden for et helt år.
Dette indebærer, at man har to elementer per madlavning, for eksempel bagning, stegning, kogning og hvad man nu ellers kan finde på. Dog er kravet, at man inden for det år har prøvet at bage, at koge og at stege.
Alle kan tage udfordringen op. Om du vil købe mærket er helt op til dig selv.
Klik blot på mærket og kom videre til mærkelex.dk som formidler kontakten...